2024 Dance shOW ANNOUNCED

Gavmild fondsstøtte til ny stor Aaben Dans forestilling i Hal 9 på Musicon

750.000 kr. er der tikket ind på kontoen hos Aaben Dans. Fondsmidlerne er blevet tildelt egnsteatret i Roskilde, der har indgået samarbejde med folkemusiktrioen Dreamers’ Circus om at skabe forestillingen ”De fortabte spillemænd”, baseret på den færøske forfatter William Heinesen´s ikoniske roman af samme navn.

I september 2024 er der premiere på ”De Fortabte Spillemænd” i Hal 9 på Musicon i Roskilde. Det er Aaben Dans´ hidtil største satsning på en enkelt forestilling, og lykkeligvis har flere fonde valgt at støtte projektet gavmildt.

Direktør Lisbeth Klixbüll siger: ” Vi synes selv, at Dreamers’ Circus og Aaben Dans er lidt af et kunstnerisk dream team. Derfor er vi virkelig taknemmelige for, at fondene støtter så velvilligt op om projektet.”

Statens Kunstfonds Tværæstetiske pulje og Augustinusfonden har hver tildelt spillemændene 350.000 kr. og William Hansen fonden 50.000 kr., så med de samlet set 750.000 kr. udover Aaben Dans´ faste bevilling fra Roskilde Kommune, kan forestillingen nu produceres.

Thomas Eisenhardt fra Aaben Dans er klar til at prøve kræfter igen med Hal 9 på Musicon, denne gang i samarbejde med trioen Dreamers’ Circus. Foto: Aaben Dans

”Det bliver magisk at se den mægtige, grå betonhal på Musicon blive transformeret til et færøsk univers”, siger Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder af Aaben Dans og fortsætter: ”Da violinisten Rune Tonsgaard Sørensen fra Dreamers’ Circus, der selv har færøske aner, kom med idéen om at skabe en forestilling sammen ud fra romanen, var jeg først lidt skeptisk – mit udtryk er jo bevægelse og ikke ord. Men da jeg så læste den og så, at den er opbygget som en symfoni i fire satser, kunne jeg se, at vi kan skabe et helt nyt format uden ord, hvor både musikere og dansere optræder på lige fod – som et slags band. Jeg sætter nok også publikum lidt i bevægelse.”

Dreamers’ Circus komponerer musikken og spiller live til alle forestillingerne. Thomas Eisenhardt iscenesætter. Denne gang flankeret af den prisbelønnede dramaturg Mette Kruse. De 5 dansere og de 3 musikere koreograferes til ét samlet udtryk og den 90 meter lange betonstøbehal bliver omdannet til et Atlanterhavs-råt, dragende ø-univers med længsler og stærke følelser.

Premiere: 14. – 28. september, 2024 - Billetsalget til ”De fortabte spillemænd” åbner 1. juni 2023 – billetter kan købes via Aabendans.dk

Iscenesættelse og koreografi: Thomas Eisenhardt

Dramaturgi: Mette Kruse

Komposition, musik og performere: Dreamers' Circus (Rune Tonsgaard Sørensen, Ale Carr og Nikolaj Busk)

Dans og performere: Antoinette Helbing, Jan Vesala, Ole Birger Hansen, Alvilda Faber Striim og Ruth Rebekka Hansen Produktion: Aaben Dans

Previous
Previous

P2 har skruet op for folkemusikken – og for ugentlige ’Sessions’

Next
Next

Dreamers’ Circus US SPRING Tour 2023