‘Handed On’ project launch

Folketrioen Dreamers’ Circus giver folkemusikken nyt liv med formidlingsprojektet ”Handed On”

På ambitiøs og nyskabende vis har den prisvindende folketrio Dreamers’ Circus søsat et nyt formidlingsprojekt ’Handed On’. Det skal forny folkemusikken, skabe nye traditioner og sikre, at musikken lever videre hos nye generationer. Det sker gennem en bogudgivelse med 58 nye melodier, et videoinitiativ på Youtube og kulminerer med en stor koncert d. 10. september i Den Sorte Diamant.

Den anerkendte og prisvindende folketrio Dreamers’ Circus har igangsat et ambitiøst formidlingsprojekt, der skal videregive magien omkring den ny nordiske folkemusik. Projektet er navngivet ’Handed On’ og består af melodibogen, der indeholder 58 melodier baseret på traditionelle melodiformer. Hertil følger også et videoinitiativ på Youtube, hvor cirka 15 melodier offentliggøres hver lørdag indtil d. 10. september og præsenterer de ny nordiske toner fra bogen.

Forkærlighed for folkemusikken - og forståelse for fornyelsen

Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard Sørensen og Ale Carr har siden deres etablering af Dreamers’ Circus i 2009 gjort stort indtryk på publikum og anmeldere med deres originalitet og lyd på tværs af genrer.

De er alle tre opvokset med folkemusikken, men er også bevidste om, at traditionen omkring genren ikke må være statisk, hvis den skal have forhåbninger om at overleve hos nye generationer – og blandt andet af den årsag opstod idéen til ’Handed On.’ For folkemusikken har et forenende element i sig, hvilket også var genrens oprindelige funktion, og det mener Dreamers’ Circus er vigtigt ikke at lade gå tabt:

”Vi deler alle tre en stor kærlighed for den traditionelle folkemusik, som vi er vokset op med i henholdsvis Danmark og Sverige. Folkemusikken er kendetegnet ved at være ’social musik’, hvor netop videregivelsen og fornyelsen er vigtig for, at genren kan overleve. Nu vil vi give noget kærlighed tilbage til folkemusikken ved at søsætte projektet ’Handed On’, som skal ses som en nutidig tilføjelse til det eksisterende repertoire,” fortæller bandmedlemmerne fra Dreamers’ Circus.

Projektet er bygget op af melodier af fire forskellige sværhedsgrader, og der vil på den måde være musik for alle, uanset om man er begynder eller øvet – barn eller voksen. De let tilgængelige videoformater og inddelingen af sværhedsgraderne gør også projektet velegnet til musikundervisning på forskellige klassetrin. Håbet er ydermere, at der kan skabes en online platform, hvor udveksling af tillærte melodier samt nye melodier kan uploades og på den måde videregives til andre.

’Handed On’ fejres med stor koncert

Udgivelsen af bogen og det tilhørende videoinitiativ kulminerer d. 10. september i Den Sorte Diamant med en festlig og storstilet koncert - og fejring af ny nordisk folkemusik. Trioen har inviteret over 50 talentfulde, musiske gæster til at gå på scenen med dem, når musik fra projektet får scenedebut. Dreamers’ Circus byder blandt andre Zapolski Strygerne, Poul Lendal, folkebandet Vesselil, Mads Hansens Kapel samt musiske børn og unge fra Roskilde Musiske Skole op.

Melodibogen ’Handed On’ udgives og vil være tilgængelig fra d. 10. september på www.handedon.com

Cirka 15 videoer uploades hver lørdag frem til koncerten den 10. september og er tilgængelige her.

Billetter til koncerten d. 10. september i Den Sorte Diamant kan købes
her.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst:
Marie Dam // marie@have.dk // 29 93 62 66 
Kathrine Clemmensen // kathrine@have.dk // 22 90 26 45

FAKTA

Om Dreamers’ Circus

Dreamers' Circus blev dannet i 2009 og består af Rune Tonsgaard Sørensen (violin), Ale Carr (cittern) og Nikolaj Busk (klaver og harmonika). Med tre vidt forskellige tilgange til musikken har trioen sammen skabt et fælles formsprog og en lyd på tværs af genrer, der kan siges at være deres helt egen. Lyden er gennemsyret og præget af bandets nordiske rødder og balancerer mellem at være både munter og vemodig.

Trioen, som i 2010 udgav deres første EP, står i dag bag fire anerkendte, anmelderroste og ikke mindst prisvindende album, der fra den spæde start har sikret bandet en betydelig plads på den internationale folk-scene. Med deres seneste albums Blue White Gold fra 2020 og deres anden single featuring den færøske sanger Teitur stadfæstede de folkemusikkens vedvarende relevans med priser ved både DMA Roots 2020 og Carl Prisen 2021, flotte anmeldelser i pressen og en udnævnelse til et af de tre nye specialensembler af Statens Kunstfond. Gruppen er i 2021-2023 udnævnt ’’Stadsmusikanter’’ i Roskilde Kommune.

Dreamers’ Circus optrådte i sommers to gange på Roskilde Festival 2022 – en koncert sammen med Danish String Quartet og et succesfuldt folkedans-event. Tidligere i år har gruppen turneret i både USA og Japan – og de vender tilbage til USA allerede til september. I Danmark vil man kunne opleve Dreamers’ Circus sammen med DR Pigekoret og DR Korskolen til Pigekorets Jul i DR Koncerthuset til december.

Previous
Previous

Dreamers’ Circus US FALL Tour 2022

Next
Next

DR Børnekoret hylder den danske børnesangskat med koncert og nyt album