Musikken er melodisk, smuk, dragende. Tag nogle numre som ”North of Trondheim”, ”The World Was Waiting” og ”Bridge of Tears” – og du vil bemærke, at de alle er et forunderligt miks af noget opløftende og let på den ene side og noget tungt og vemodigt på den anden. Og som noget nyt, i tilfældet Dreamers' Circus, så er to af numrene traditionelle viser fra henholdsvis Norge og Færøerne.

Er de for poppede? Er de for dygtige? Balancerer de ikke lige på kanten af det selvfede? Jeg synes ingen af delene. Men jeg forstår udmærket, hvorfor folk kan finde på at sige den slags om folkemusiktrioen Dreamers’ Circus.